Slapssvans

Pis.
Det er kommet dertil, hvor jeg ikke længere har styrken til at være der for mine venner.

Jeg har en veninde, der har store problemer. Hun har bedt mig hjælpe sig med noget praktisk.

Og jeg har meldt pas.

Jeg har ellers altid været hende den stærke, der kunne og ville være der for andre.
Som jeg var den stærke for mine forældre.

Der lærte min psykolog mig, at det skulle jeg holde op med.

Jeg var også den stærke for min x. Men ham har jeg jo ikke længere.

Jeg plejer at være så stærk for andre, men nu hvor jeg (igen) er alene, er det gået op for mig, at jeg ikke længere kan være stærk for mig selv… de sidste år har drænet mig i en sådan grad, at jeg bare er en slatten type.

Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være der for min veninde.
… men det er lige før, at jeg blev mere ked af, at hun blev sur og vred over mit afbud. Selv om jeg godt forstår hendes dybe afmagt pt. Og underskylder hende af den grund. Så håber jeg, hun - når det hele er endt godt for hende (det skal det! Blev der sagt) - kan give mig en undskyldning. For hun ved, hvor langt ude jeg er.

Drømme?

Det summer for mit venstre øre.
Det har det gjort længe.
Det får mig til at føle mig skør. Det gør ikke ondt. Lyder bare som hvidt flimmer på tv'et - sådan et har jeg ellers ikke haft i mange år…

Mit humør er både manisk og skizofrent. For en måned siden var jeg så glad, så glad.
Nu overvejer jeg - igen - om jeg orker det.
For første gang i mit liv føler jeg mig gammel. Stadig studerende, stadig single.
Mine drømme - som der er mange af - bliver ikke opfyldt. Tværtimod. Og snart bliver det svært at fuldføre dem. Med voksenliv og forpligtelser.

Orker jeg virkelig det?

"Hvad gør det, det er drømme, når blot drømmen den er smuk?" har St. St. Blicher engang skrevet.
Jeg, der aldrig kan huske noget, har altid haft det som mantra.

…men jeg orker snart ikke drømme længere. Jeg bliver så grimt skuffet. Mit drømmeliv er arret til ukendelighed.

Så så man lige mig stikke ud blandt veninderne

Jeg var til bryllup i lørdags. En af mine allerbedste veninder blev gift. Hun var så smuk og lykkelig.
Jeg var derimod ved at kaste op i kirken, da en kærlig overraskelse fra brud til brudgom betød, at en pianist og sanger sang "min" sang. Den sang, jeg altid sang for ham.

Min veninde reciterede også ordene i sin tale til brudgommen.

Der måtte jeg - igen - kigge væk.

Det var fandeme svært med al den lykke. At sidde der med permanente tårer i øjenkrogene… og det var ikke glædestårer, selv om jeg selvfølgelig er superlykkelig på min venindes vegne.

Hvor kan man blive træt af at smile…

Min nygifte veninde har fire bedste veninder.
Jeg er én af dem.
Vores respektive kærester hedder det samme. Eller… jeg har jo ikke kæreste længere.
Og alle fire har vi været gravide. Den første fødte for nogle måneder siden. De to andre henholdsvis i går og her til aften.

Så meget til fælles - og så falder jeg alligevel helt uden for.

(Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at brudens narrøvsagtige storebror bralrede op om, at der da ikke var nogen til festen, der var single - for sådan nogle er er jo freaks. Høhø. Brænd op i helvede, kammerat.)

Jeg har siddet og kigget nyfødt baby-billeder på facebook. Og kan ikke forstå, hvor jeg ikke har fået lov at opleve den lykke. Den store kærlighed, hvor såden en lille lækkerhedsklump er resultatet.

Jeg valgte aborten. Jeg fortryder aldrig, at det var dét, jeg gjorde. Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg ikke havde været nødt til det. At han ikke smed mig ud, da jeg var gravid.

(Har jeg vrælet en lignende historie før? Get used to it. Den her smerte kommer jeg nok aldrig til at slippe af med.)

Menstruationsmonsteret

Her til aften er vist første gang nogensinde, at jeg har dyttet i bund som en idiot, skreget lungerne ud af halsen og givet fuckfinger hele vejen ned at Bredgade til latterlig taxachauffør.

Jeg er åbenbart en bil-bitch, når jeg er heartbroken, sulten og har mens-kramper fra helvede.

"Vi kan snakkes ved om nogle uger"

Nej. Det kan vi ikke.

Så derfor er det slut mellem ham og mig.

Han vil have, vi skal bo sammen. Og jeg kan ikke bo i den lejlighed, han smed mig og vores ufødte barn ud af.
Han nægter dog at finde et andet sted at bo. Så derfor - finito.

Han brændte mig af for nylig, da jeg skulle have overnattet hos ham nogle dage, så - efter han havde lagt mig på is i 16 dage (jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det her mod mig selv, ok?), spurgte jeg ham lige ud, om vi i hans optik stadig var kærester.

Nej. Var svaret.
Men at vi kunne vente nogle uger. Og tale sammen igen. Og så måske.

Jeg skal ikke være følelsesmæssigt gidsel på den måde!

Jeg hader ham for, at han ikke bare kan sige, at han ikke elsker mig mere.
Men måske elsker han mig. Bare ikke særligt meget. Og jeg hænger fast i det…

Men… det er altså slut. Vi kan ikke blive enige. For ham er der ingen mellemvej.

Det er jo godt. Sikkert. Blah.

Jeg har bare så ondt. Igen-igen.

Og på det værst tænkelige tidspunkt. For første gang i laaaang tid er jeg "rask" nok til at starte studie igen - på onsdag. Men har ligget i snot siden torsdag nat, hvor jeg fik hevet meddelelsen ud af ham.

Great. Jeg tvinger mig selv til at komme i gang. Men jeg tvivler på, at jeg klarer det særligt godt. Hvis jeg ikke består, har jeg ikke mere SU.

Kryds fingre. For at jeg hurtigt er ude af sorg-dynden, og for at jeg kan klare de uddannelsesudfordringer, jeg har foran mig det næste halve år.